En enke, en ung boligløs fyr og en kvinde på flugt fra sin kommende mand. Hvad har de tilfælles udover at være et umage trekløver?
Jeanne Perrin er midt i 70érne og lige blevet enke. På et øjeblik sluttede et langt ægteskab med hendes elskede mand Pierre. Hun sidder efterladt tilbage med sorgen og gravhunden Boudine i deres lejlighed midt i Paris. En lejlighed, det tilmed også snart kan være slut med. Hvis hun ikke finder en løsning på sin halvdårlige økonomi.
Thèo er en ung fyr, der har tilbragt det meste af sin barn- og ungdom mellem børnehjem og sin alkoholiske mor. Nu er han voksen, boligløs og tilbringer urolige nætter i metroen eller i et gammelt bilvrag.
Iris er en kvinde på flugt. Med sine i hast indsamlede ejendele i en grøn kuffert og en dominerende mand i bagagen skjuler hun sig i Paris. Midlertidige boliger og et ufaglært job er hendes nye liv.
Lyder det sørgeligt? Det er det også indimellem. Men det er også så meget andet. For da Jeanne beslutter sig til at leje to værelser ud til Théo og Iris, forbedrer hun ikke bare sin egen økonomi, men giver dem også et trygt sted at bo.
Og herfra udfolder den fineste historie sig, hvor et bofællesskab af nød, mellem tre mennesker vidt forskellige steder i livet, udvikler sig til et nært venskab.
I små kapitler, der skifter mellem Jeanne, Théo og Iris, oprulles deres historier og de mennesker, de har omgivet sig med. Uden at afsløre for meget, kan nævnes sorger og tårer-som i sygdom, ensomhed, barnløshed, vold og flere slags tab. Glæde og latter-som i kærlighed, børn og venner. Kort sagt, deres liv på godt og ondt.
Det er en pragtfuld historie, forfatteren har skruet sammen. Små sproglige finurligheder og overraskende tvist blander sig med hinanden hele bogen igennem. Som læser er man ikke bare godt underholdt, man holder også med hovedpersonerne.
Og gætter, nogle gange rigtigt, andre gange forkert, griner og tørrer tårer bort, mens Jeanne, Théo og Iris rejser sig på trods af det de har med sig.
Det er skræmmende, hvordan mennesker kan nedgøre hinanden. Og livsbekræftende hvordan mennesker kan bygge hinanden op. Begge dele er godt beskrevet i bogen og understreges fint med forfatterens indledning med Leonard Cohen citatet: “Der er en revne i alting. Det er sådan, lyset kommer ind”.
-At der af og til sniger sig en kliché eller to ind i bogen, er hurtigt glemt, når man med fryd læser videre i denne skønne bog.
Mennesker kommer, mennesker går i livet. Nogle er der kortvarigt, andre er der for evigt. Og nogle gange findes venskaber måske et helt andet sted end der, hvor man troede.
Forfatteren fortæller hele bogen igennem om det og alt det andet, Jeanne, Theó og Iris udsættes for med en varme og en imponerende lethed.
Bogen er fyldt med små ledetråde, men når sidste side er vendt, er det hele ikke bare samlet i en rød tråd, men også bundet i en fin sløjfe.
En enke ved navn Jeanne, en ung boligløs fyr ved navn Théo og en flygtende kvinde ved navn Iris med mere tilfælles end man lige tror.
Læs den: for en livsbekræftende, varm historie om livet på godt og ondt.