Biograf under åben himmel, udsigt af royal karakter og noget i glasset midt i København? Det findes alt sammen på Filmtaget.
Har du gået gennem Gothersgade, har du næppe undgået at bemærke Rosenborg og Kongens Have. Måske forholder det sig lidt anderledes med Cinemateket? Det bør ændre sig nu med deres tagterrasse Filmtaget.
Adgang til Filmtaget får du via elevator og trapper, og mister du ikke pusten af det, gør du det når du træder ud på rooftoppen. Her er det første, der møder dig en fantastisk udsigt over Kongens Have. Aldrig før har jeg set den smukke have oppefra, men sikke et syn. Træer, stier og pavilloner i et sirligt mønster. Flotte majestætiske Rosenborg omgivet af voldgrave troner i havens ene ende.

Og længst væk uden for haven titter den elegante bygning, der huser Statens Museum for Kunst frem. Wauv.
Men det er langt fra det hele. For Filmtaget har udsigt af tredimensionel karakter hele vejen rundt. Tæt på er Marmorkirken med dens fantastiske kuppel, lidt mindre synlig er Rundetårn og tårnet på Vor Frue. Og i det fjerne ses Copenhill. Og så har jeg slet ikke nævnt de mange andre ikoniske tårne og bygninger med irrede tage. SÅ smukt.



Trænger du til at se noget mere jordnært heroppe fra, tæt på den blå himmel? Så kan der også være noget afslappende over, at kigge ned på den evige trafik af gående, cyklende og biler på gader og stræder.

Kan du løsrive dig fra udsigten, har Filmtaget endnu mere at byde på. Den store tagterrasse indeholder både pavilloner, der fortæller om dansk film lige fra stumfilm, folkekomedier, dogme-og børnefilm, til den store Open-Air- biograf.


I sidstnævnte kan du se film nærmest uanset vejret, da den kan overdækkes. Og kan du ikke sige film uden Oscar, kan du faktisk også finde den gyldne statuette på rooftoppen.
En ballongynge, hvor du kan sidde og lytte til musik (og måske synge med), fra kendte danske film, er der også blevet plads til.

Bar og restaurant er der selvfølgelig også.
Det hele ligger som en firkant om den åbne del af taget i midten af tagterrassen, hvor du, (hvis du tør), har frit udsigt til den åbne gård nedenunder enten gennem gelænderet eller på glasgangen.

Lyder Filmtaget som et overfyldt, trangt sted uden hygge? Det er det langt fra. For dels er tagterrassen stor og dels giver de mange små pavilloner god mulighed for at finde ugenerte hyggekroge.
Ingen rooftop uden mad og drikke. I Spiseriet bydes der på sandwiches og andre lette retter. Til det kan nydes vin, øl og enkelte cocktails.
-Og så er det ellers bare om at tage det hele ind. Det er svært ikke at blive Forelsket i København, (en af de sange, der spilles i ballongyngen), når man befinder sig på Filmtaget med den skønne udsigt.
Har du selv fået lyst til at besøge stedet, er her nogle praktiske oplysninger. Der er gratis adgang. Eneste undtagelse er Open-Air- biografen, hvor der skal købes billet.
Jeg besøgte Filmtaget om dagen. Men mon ikke der også er smukt om aftenen kombineret med solnedgangen over byens tage?
For arrangementer og øvrige oplysninger, tjek hjemmesiden.