En mand, hans vandrestøvler og rygsækken han er nødt til at bære. Et mord og en straf. Er der en vej efter fængslet?
Han kvalte sin kone og sin søns mor. Han afsonede sin fulde straf på 12 år uden udgang. Og nu er han løsladt og flytter ind på et værelse hos sin ven Michael. Han er på bar bund og skal til at begynde forfra med alt. MitID, sundhedskort, bankkonto og kontanthjælp. Det er den nøgterne start på bogen, der aldrig levner tvivl om hans skyld.
Med det praktiske på plads er han klar til at iværksætte sin ide. Han vil gå. Først en omvej forbi den søn, der har slået hånden af ham. Derefter gå på Caminoen hele vejen til Verdens Ende.
Herfra forløber bogen i to spor. Et før og et efter. Vi følger ham forud for forbrydelsen. I et parforhold præget af vold, stof-og alkoholmisbrug og som forældre, der er ude af stand til at tage vare på deres barn.
Efter forbrydelsen med varetægtsfængslingen, dommen og livet i fængslet. Et liv, der præges af ensformighed, rutiner og råhed. Hvor indsatte holder sammen og giver hinanden kælenavne. Han bliver kaldt Paven, fordi han har læst biblen to gange.
Efter løsladelsen, hvor han vandrer på Caminoen med alt hvad det indebærer lige fra vabler, fælles sovesale, natur og til mennesker, der alle er der af en årsag.
Paven bliver hurtigt en del af fire danskere, der vandrer sammen, blandt dem den fraskilte kvinde Kisser.
Der er nogle vanvittig gode og troværdige beskrivelser af livet i fængslet og på Caminoen, eller sådan føles det i hvert fald for en, der ikke har oplevet nogle af delene.
Forfatteren går direkte på de store temaer skyld, straf, skam og sorg. Det er ikke en let bog, men den er heller ikke tung, og det er afsindig godt gået, og så fortalt på bare 256 sider.
Kim Fupz Aakeson skriver altid med et stænk af sort humor uanset om det er børne- eller voksen bøger og det sniger sig også ind i Skyggen foran mig f.eks. under et fælles måltid i fængslet. Der måtte gerne have været endnu mere af det.
Hele bogen er fortalt i jeg-form. Helt bevidst lærer vi aldrig hans rigtige navn at kende, (uden det på nogen måde forstyrrer handlingen), navnene på alle andre personer, på nær de andre indsatte, nævnes derimod.
Der er ingen happy ending i bogen, alt andet ville nok også virke utroværdigt. Kan man tilgive sig selv, eller andre, for at have gjort noget utilgiveligt? Denne fabelagtige bog giver stof til eftertanke. Alle kan have brug for et lys.
Læs den: for en usentimental fortælling om skyld, straf og det der kommer efter. Skal læses!