Senfølger

-af Anne Mette Kirk, 384 sider, Gutkind forlag

Anmeldt af:Tenna Sysler

september 15, 2024


Er smukke Christiane, arkitekt og rig løsningen på den enlige far Jeppes personlige og økonomiske problemer? Svaret kunne være ja, hvis ikke...  

6-årige Ramona har haft meningitis og mistet hørelsen. Hun har også to sønderknuste forældre Elisa og Jeppe. Et par, der for længst er gået fra hinanden og langt fra er enige om hvordan Ramonas høretab skal tackles. For selv om der findes en operation, der kan hjælpe hende tilbage til et normalt liv, er forældrene ikke enige om hvor den skal foregå. I USA, (Elisa er amerikaner), dyrt, men med høj ekspertise eller på Rigshospitalet med knap så stor erfaring? Mens forældrene skændes om penge de ikke har, og hvor dårlig Ramona egentlig er, forværres deres datters sociale isolation. Tiden er knap.

Midt i det dilemma dukker Christiane tilfældigvis op og herfra tager bogen en helt anden drejning. For det, der først synes som en stormende forelskelse mellem Jeppe og Christiane, er også en ildevarslende besættelse og begyndelsen på en historie om stalking.

Jeg har ikke før læst bøger om stalking, men det er uhyggeligt fascinerende hvordan Jeppe langsomt spindes ind i et net af løgne og manipulation. 

I begyndelsen er alt fint. Christiane får en god kontakt til Ramona ved at nyindrette hendes værelse hos Jeppe til et rigtigt lyserødt pige-univers. Og med glimmer, klistermærker og spraymaling forandrer hun også Ramonas cykel, så hun både lokkes ud af huset og glemmer de små støttehjul, der er blevet nødvendige at montere efter hendes sygdom.

Christiane indynder sig også hurtigt hos Jeppes venner. Alt er godt, så længe Jeppe føjer Christiane. Og surhed og hendes evne til at dukke op uinviteret i Ramonas børnehave eller til et hospital møde med Elisa og Jeppe er vel ikke helt uforståeligt, overbeviser han sig selv om. Mens tiden rinder ud for Ramona og hans lånemuligheder udtømmes.

 En overbevisning der måske også sløres af, at Christiane tilbyder ham et lån, kvit og frit, der vil sikre Ramona den operation i USA, som hun brug for. Det er for godt til at afslå.

Og fra da af går det helt galt. Jeppe er nu fastlåst i net, hvor hans forsøg på at trække sig fra Christiane blandt andet medfører en bestilling og skyhøj regning på hummere til hans husbådsrestaurant, en beskyldning om sexkrænkelse, opsigelse af fitnessabonnement og lejlighed.

 Hvad man som læser hurtigt fornemmer, er Jeppe meget længere om at forstå. Det er naturligt, men jeg sad også med en lille irritation over en meget meget konfliktsky mand. 

Da han til sidst handler, er det så alt for sent? Kan han få sit liv tilbage og ikke mindst får Ramona sin hørelse igen? Ubehagelige spørgsmål, der presser sig på og medfører tilbageholdt åndedræt, mens man som læser har bogens indledning i baghovedet og siderne vender sig selv mod bogens slutning. 

Kan Christiane overhovedet stoppes? Svaret på det er…..

Læs den: for spænding, stalking, sygdom og senfølger.

Andre bog anmeldelser: