Dobbelt op på udsigt. Bar. Discokugle. Pool. Stor og alligevel intim. Et besøg på Three House Rooftop er gaven, der bliver ved med at give.
Midt i Madeiras hovedstad Funchal, omgivet af trafikerede veje og beliggende ovenpå et stormagasin, finder man på sjette etage af Three House Hotellet deres rooftop bar af samme navn.
Set fra gaden er bygningen med tagterrassen øverst ikke særlig bemærkelsesværdig, men det forholder sig helt anderledes når man står på rooftoppen, der breder sig over hele 90 kvm.
Trods størrelsen føles det både intimt og hjemligt takket være en gennemført indretning.
Der er hvad der skal være en stor bar med tilhørende stole, bløde sofaer samt flere borde og stole placeret i små grupper og langs væggene med udsigt til omgivelserne, men der er meget mere. For grønne planter, store krukker og parasoller er også med til, udover at være rumdelere, at gemme på små områder, man får lyst til at kigge nærmere på.
Et af dem indeholder et dansegulv med dj-pult og trommesæt. Og i pergolaen ovenover floor stråler en stor discokugle. Ikke det mest almindelige syn på en skybar, men her passer den fint.

Et iøjnefaldende terracottafarvet tårn er der også blevet plads til midt på tagterrassen. Ja, du læste rigtigt. Et tårn.

Fra tårnets top, som man kommer til ad en nærmest vindelagtig trappe, får man et godt indtryk af rooftoppens størrelse og omgivelserne.
På tårnets udhæng er der også kuriøst placeret to keramik figurer, der forestiller en kvinde og en mand i badetøj, der afslappet og tilbagelænet nyder udsigten. Sjov gimmick.
Rooftoppen slutter med en spektakulær todelt pool, adskilt af trapper. Følger du trapperne ender du på et plateau med et par flydestole. Og herfra er der frit udsyn til hav, himmel og sol.


Når man er færdig med at gå på opdagelse på Three House Rooftop, er det på tide at vende blikket udad mod omgivelserne, der også har meget at byde på.
Dobbelt op på udsigt fra terrasse eller tårn så langt øjet rækker. I baggrunden ses bjergene, hvor husene ligger tæt. Kabelbanen, hvor kabinerne langsomt glider forbi. Myretue-trafikken nede på gaden. Og længst væk udsigten til havet og himlen. Så smukt. Panoramaudsigt uden lige, der også giver et godt indtryk af Funchals størrelse.

Stemning, udsigter og sjælden intimitet kendetegner stedet og det nydes bedst, mens man indtager sofistikerede drinks og lette retter som fisk, tacos eller burgere. Det er svært ikke at føle sig som en blomme i Madeira på rooftoppen, hvis motto også er above all, a home. Bedre kan det ikke siges.

Har du fået lyst til at besøge Three House Rooftoppen så er her et par praktiske oplysninger. Bordbestilling er ikke nødvendig. Priserne på mad og drikke er rimelige. Poolen er kun for hotellets gæster. Om eftermiddagen åbner rooftoppen for folk, der ikke bor på hotellet.
For præcise åbningstider, menu og events, tjek deres hjemmeside.
Tagterrassen kan besøges både dag og aften. Bedst er det at komme sidst på eftermiddagen og blive til ud på aftenen. På den måde får du både set den smukke solnedgang og lysene, der tændes i byen og på bjergene, mens mørket langsomt falder på.
Bonus info.; tæt ved rooftoppen ligger Funchals frugtmarked. Det er til dato det mest eksotiske frugtmarked jeg har set. Her findes tropiske frugter, som jeg aldrig havde set eller hørt om, og som er en fryd for både øje og mund. Priserne er uhyrligt høje. Men markedet er virkelig et must see.
