Rooftop med tårnhøj udsigts værdi

Forfatter:Tenna Sysler

januar 28, 2026


Fabelagtig udsigt til et ufuldendt mesterværk og et koldt glas sangria i hånden. På 9. etage på Terrazza del Sercotel Rosellòn nærmer det sig fuldendt.

Barcelona har meget at byde på, og det medvirker Gaudís originale byggerier bestemt til. Barcelona har også et væld af turister og trænger du til at komme lidt på afstand af det, men er du langt fra færdig med at beundre hans mesterværker, så er rooftoppen Sercotel Rosellòn stedet at opholde sig. 

Det er ellers ikke fordi hotellet, af samme navn som tagterrassen, stikker ud med sit udseende og sin beliggenhed set fra gadeplan. Faktisk kan man godt blive i tvivl om, man er det rigtige sted. Men det ændrer sig markant, når man kommer op i de højere luftlag.

For udsigten, når du træder ud på rooftoppen ni etager oppe, er til at blive helt høj af. Men først lidt om Terraza del Sercotel Rosellòns rammer. Trægulve over det hele. Bløde sofa-grupper eller barstole og borde (med uundværlige parasoller) samt grønne planter er spredt udover tagterrassens flere niveauer. Her er der både mulighed for intimitet og det modsatte.

En skøn, rød foodtruck fungerer som bar og bidrager til hyggen.

Det er en indbydende rooftop, men det der gør den bemærkelsesværdig er udsigten. For øjnene drages uvilkårligt mod Sagrada Familia kirken og tårnene, der ligger lige for. 

Det  stadig ufuldendte Gaudí mesterværk er dragende og helt, helt fascinerende smukt at betragte også selvom der stadig bygges på tårnene, så nogle af dem er indpakket i plast og omgivet af kraner. 

Det er let at fortabe sig i alle detaljerne på den sandfarvede kirkes tårne. Lige fra den bevingede tyr og løve til de farvestrålende mosaik frugtklaser. Gaudís kirke er fyldt med symboler udvendigt som indvendigt, nedefra og oppefra. Sidstnævnte bliver i den grad synligt på mest spektakulære vis set fra rooftoppen. 

Men selv om Sagrada Familia i den grad er cluet på Terrazza del Sercotel Rosellón, er der også andet at se på. En storslået udsigt ud over Barcelonas forskellige bygninger, der både rummer kontorer og boliger. 

Tæt på, var jeg vidne til en kvinde, der dyrkede yoga på sin altan. Langt væk det blå Middelhav og den blå himmel. Det er SÅ smukt.

Jeg havde svært ved at løsrive mig. Heldigvis kunne opholdet forlænges med et glas sangria, (smagte det bare lidt bedre der?), og lidt frokost. 

Menukortet byder på lidt af hvert lige fra traditionelle spanske tapas til burgere. Vine, sangria og cocktails. Alt i alt en god rooftop med mad og drikke, men det bedste er og bliver udsigten til Sagrada Familia.  

Har du fået lyst til selv at se Terrazza del Sercotel Rosellón, skal du vide, at det kræver bordbestilling. Bor du ikke på hotellet, er der et ikke-refunderbart entrébeløb (7 euro 2025 priser). 

De bedste pladser på rooftoppen er helt ude ved glaskanten på barstolene eller i sofaerne vendt mod udsigten. Der er ikke parasoller over barstolene, så du skal være forsigtig og solstærk hvis du sidder der på en varm dag. Som jeg har forstået det, er der mulighed for, (afhængig af, hvor mange I er), at ønske hvor I vil sidde, men ingen faste pladser. 

Jeg besøgte tagterrassen om dagen, men det er sikkert også smukt om aftenen.

Priserne på mad og drikke er rimelige, også i forhold til at det er en storby.

Har du set Sagrada Familia inden eller efter besøget på rooftoppen gør det utvivlsomt oplevelsen større. Er du ikke til kirkebesøg, så kan det stadig anbefales, at gå en slå-mave-tur rundt om hele byggeriet og se den unikke kirke fra alle vinkler.

Andre rooftops: