Rooftop bar & restaurant midt mellem kunst og renæssance i Firenze

Forfatter:Tenna Sysler

september 27, 2026


Vand i glas og flod. Tjenere i skjorte og butterfly. Udsigter til renæssance i verdensklasse. Større bliver det ikke på Cosimo rooftop bar & restaurant midt i Firenze.

Firenze kan være overvældende. Kultur, renæssancekunst og masser af turister samlet på et sted. Derfor kan det også være tiltrængt at trække sig lidt tilbage, se det hele oppefra og fordøje alle sanseindtryk, og til det findes næppe et bedre sted end Cosimo rooftop baren på The Excelsior Hotel i Firenze.

Oplevelsen begynder allerede på gadeplan ved hotellets hovedindgang, hvor man modtages af en dørmand i fuld uniform. Og det fortsætter seks etager højere oppe ved indgangen til den store rooftop. 

Og stor det er den. To store udendørs terrasser, hvoraf den ene er overdækket. Og en indvendig del med tykke, bløde tæpper. Her er der en stor, velassorteret bar, borde med hvide duge samt stole og sofaer. 

Grønne planter, dæmpet belysning fra små farverige lampeskærme. Og store loft til gulv vinduer indrammet af gulvlange gardiner fuldender billedet. Det er luksuriøst -også mere end jeg lige havde forventet.

Men vi skulle videre. Udenfor. Hvor vi allerhelst ville være, når nu det er en rooftop. Her havde vi bestilt bord på terrassen i første række til panorama udsigterne. 

Ingen hvide duge her og mere farverigt, men meget hyggeligt med blå-og hvidternede kakkelborde og en lille elegant taskekrog. Rundt om bordene står der stole med blå/grønne puder og i modsatte ende af terrassen er der en enorm grøn hjørnesofa.

Og så er der selvfølgelig udsigten til omgivelserne…wauv. Hvor vi sad, kunne vi kigge direkte ned på Arno-floden, to broer, huse og i det fjerne bjerge. 

Men, det var kun begyndelsen for rooftoppen har 360 graders udsyn. Vi behøvede bare dreje hovedet lidt til venstre for at se yderligere tre broer, hvoraf særligt den ene er berømt. Ponte Vecchio, den gamle bro fra år 1345, med de små gule og røde huse uden på.

Og herfra fortsætter udsigterne fra Cosimo. Imellem almindelige huse med røde tegltage og paraboler dukker Duomo di Firenze, Domkirken med Brunelleschis fantastiske kuppel, Palazzo Vecchio, rådhuset i Firenze og ikke mindst klokketårnet Torre di Arnolfo op. Det er vildt og vanvittig smukt. 

Endnu flere berømte bygninger, kirker og kirketårne samt flere bjerge følger efter. Det er smukt og urbant på en og samme tid og SÅ betagende at beskue. 

Tilbage i stolen ved bordet med vand og vin i glassene var det tid til lidt frokost. 

Maden kan enten bestå af småretter lige fra østers til burrata eller større frokostretter. Både mad og vin er med fokus på, men ikke udelukkende fra, det toscanske køkken. 

Er du til drinks, er de f.eks. navngivet Eleonora og Contessina. Navnene er en hyldest til kvinderne i en af Firenzes mest indflydelsesrige familier i renæssancen, Medici.

Mæt og tilfreds som en anden slags mæcen var vi næsten klar til at forlade Cosimo rooftoppen.

Men først skulle toilettet inspiceres. Min overraskelse var stor, da jeg så vandhanen var en skildpadde. Det har jeg ikke set før. 

Vil du også besøge Cosimo. Så er her et par tips. Spisning kræver reservation. For drinks kan baren besøges uden. Tjek altid hjemmesiden for events. Er det dyrt? Ja, i den grad. Også mere end jeg havde forestillet mig. Men oplevelsen… og kan du nøjes med en drink, er det til at betale. 

Cosimo kan besøges dag og aften. Vi var der til frokost og nød den smukke udsigt. Men jeg tror også en aften ved solnedgangstid er flot.

Har du ikke allerede været der, så kan en slå-mave-tur på Ponte Vecchio anbefales. Der er mange mennesker. Men der er færre om aftenen, hvor der også ofte er live musik og det giver en helt særlig stemning.

Virkelig anbefalelsesværdigt.

Andre rooftops: