1 hus, 1-2 mord, 7 kvinder, flere små og 1 stor hemmelighed det er opskriften på Pensionatet. Bland det godt sammen, sæt dig i en behagelig stol, og indtag det hele i frydefulde bidder.
1950érnes Amerika. Efterkrigsårene, McCarthyismen, Korea krigen, atomkapløbet med Rusland og kvinders skiftende samfunds positioner. Det er ikke småting kvinderne i Briarwood House, Washington DC kæmper med. Og det er bare udadtil.
I det hensygnende og dårligt vedligeholdte pensionat, drevet af den nærige, pedantiske og nysgerrige Mrs. Nilsson bor Nora, Arlene, Claire, Bea, Fliss og Reka. Seks kvinder, der dårligt kender hinanden.
Men med ankomsten af den nye pensionær Grace, er der nye tider på vej i Briarwood House. I løbet af kort tid får hun stablet torsdagsmiddage på bordet i sit lille utætte kvistværelse. Og her opstår nye venskaber blandt kvinderne, der trods meget forskellige af alder og livsvilkår har mere tilfælles end de selv troede.
Huset liver op, mens blomstermalerier anført af Grace spreder sig fra kvistværelset til hallen.
Et særligt sammenhold opstår mellem kvinderne, mens de skjuler middage, og de mænd de omgiver sig med for Mrs. Nilsson. For udlejeren er ikke bleg for at bruge sine børn som rå arbejdskraft og smide lejerne ud for et godt ord.
Men er sammenholdet stærkt nok, når det virkelig gælder? Og kan det overvinde mord?
Langsomt udfolder kvindernes historier sig i hvert deres kapitel. Hvem og hvad de går igennem skal ikke røbes her. Blot nævnes at det spænder vidt lige fra homoseksualitet, fødselsdepression og hustruvold til den kvindelige baseball liga, europæiske flygtninge og retten til egen krop.
Og hvad er der egentlig med Grace? Hende, der satte det hele i gang. Hende, der har en særlig evne til at afkode andre mennesker, mens hun selv forbliver et mysterium.
Forfatteren er kendt for at blande virkelige historiske begivenheder ind i sine fiktive romaner. Pensionatet er ingen undtagelse. Men det fungerer virkelig godt, og må have krævet en enorm research, nogle gange så godt at jeg lige måtte google.
(Verdens)historien har det med at gentage sig. Måske tilfældigt, men romanen har indimellem nogle skræmmende ligheder med det USA vi ser i dag.
Derudover benytter forfatteren sig af to andre kneb, hvoraf særligt det første er spektakulært. Hun lader nemlig Briarwood House være den alvidende fortæller, ikke bare i bogens begyndelse og slutning, men også mellem hvert af kapitel om kvinderne.
Til en start synes jeg det virkede lidt søgt og underligt, men jo længere man kommer ind i bogen, jo mere naturligt forekommer det. Og det fungerer faktisk godt.
Det hele spices op med Graces sol-te, Noras Colcannon, Arlenes Candle Salad, Claires kartoffelpandekager, Beas ragù, Fliss´strawberry Fool og Rekas Haluski. Indbydende opskrifter, der både indeholder ingredienser, fremgangsmåde og forslag til hvordan de skal indtages. Så er det bare at gå i gang. Velbekomme for en skøn bog.
Læs den: for hemmeligheder, kvinders venskaber og historiens paranoia i 1950érnes Amerika.