Le Mèridien-rooftoppen med Nice´ smukkeste udsigt.

Forfatter:Tenna Sysler

juni 1, 2025


Azurblåt vand, uendelig blå himmel, ubrudt kystlinje med hvide sandstrande set fra Le Méridien findes der ikke et bedre vue.

Nice er nice, uanset hvorfra du ser byen, men den smukkeste udsigt findes i højden. Helt præcist på 10. etage på Hotel Le Mèridiens rooftop. 

Selve hotellet ligger i første række til den livlige Promenade des Anglais og Middelhavet. En placering, der medvirker til et endnu bedre syn, når du når til tagterrassen.

Her finder du en rooftop, der er delt op i to niveauer, består af en uden-og indendørs del samt en pool. En rooftop under åben himmel overtrumfer resten, efter min mening, så det er den jeg beskriver her.

Ser du ligefrem, kan du ikke undgå at se blåt. Vandet, hvor der bades, dyrkes vandsport og både duver og i horisonten går det hele i et med den blå himmel. Det er bogstavelig talt vanvittig smukt. 

Til begge sider kan du følge promenaden med et mylder af mennesker, svajende palmer og den smukke kyst i hele sin udstrækning. 

Står du med ryggen til vandet, har du udsigt over Nice både den nye-og den gamle bydel, smukke huse og i det fjerne bjergene. Det er bogstavelig talt bjergtagende. 

Udsigten bliver ikke dårligere af at sætte sig ned. Og det kan du gøre ved et af de små eller større grupper af borde og stole, rooftoppen er indrettet med. Mad og drikke kan nydes her og har du ikke fået et bord i første række, så fortvivl ikke. Tagterrassens to niveauer muliggør stort set den samme flotte udsigt. 

Der er en skøn, afslappet stemning på Le Mèridien, der gør at man føler sig godt tilpas og let om hjertet. Stedet egner sig perfekt til alt lige fra et romantisk stævnemøde til en intim venne snak. La vie est belle lige her.

Når du på et tidspunkt er nødt til at løsrive dig fra rooftoppen og dens magiske panorama udsigt, så gå en tur langs strandpromenaden.

 I modsatte ende finder du klippen Colline du Chateau, der kan bestiges via trapper, stier eller elevator. Fra toppen kan du få endnu en smuk udsigt over Nice og Hotel Le Mèridien, som du besøgte tidligere.

Tips til besøg på rooftoppen; tagterrassen er åben hver dag også for gæster, der ikke bor på hotellet. Poolen derimod er kun for hotelgæster. 

Tagterrassen byder både på frokost, aftensmad og drinks. Vi var der til drinks, og det lykkedes uden at have bestilt bord. Vil du spise der, er bordbestilling nødvendig. 

Rooftoppens fænomenale udsigt nydes allerbedst i dagtiden. Kom sidst på eftermiddagen, så kan du også beundre solen går ned og den måde solstrålerne rammer Nice. Og tag bare skumringen med og oplev, at byens lys tændes i takt med mørkets komme.

Prisniveauet er, med de rammer, rimeligt.

Andre rooftops: