To kvinder, fra forskellige generationer, isoleret i et hus uden vinduer. Kærlighed og Hjertesorg. Og ikke mindst Karmasofaen. Hvis det er hjemmet, hvor hjertet bor, så flygt.
Mia er en ung kvinde og en anerkendt møbeldesigner. Hun er også lige blevet enke og ramt af en sorg så tung, at hun støder alle fra sig. Tilfældigt ser hun en salgsopstilling af et meget specielt hus, tegnet af den danske og verdensberømte arkitekt Kurt Wittman.
Uden betænkning køber Mia huset og flytter ind med en plan om, at det forsømte og tillukkede hus skal vækkes til live igen.
Huset ligger forenden af en øde skovvej. Det er bygget af beton og har ingen vinduer. Kun ovenlysvinduerne i taget giver det lys. Huset ligner en bunker og ser udefra koldt og utilnærmeligt ud. Indenfor er udtrykket mere varmt med lyse egetræspaneler, terrazzo gulve og farvede rumdelingsgardiner.
Det var Kurt Wittman, der i 1960 byggede huset som en kærlighedsgave til hans elskede hustru Charlotte. Men siden hun forlod ham i 1970érne, er det sygnet hen og har stået tomt og forladt i 25 år, indtil Mias køb i 2025.
Charlotte Wittman er en ung kvinde med en intuitiv fornemmelse for arkitektur.
Hun er opvokset i et arkitekthjem, som den yngste søster af tre piger.
Hendes dominerende far holder af at invitere sine bedste elever fra arkitektstudiet hjem til forelæsning hen over middagsbordet. En af de elever er Kurt.
Charlottes far, er af den opfattelse, at kvinder ikke, og slet ikke Charlotte, kan bidrage med noget inden for hans felt. Så mødet med Kurt, der både lytter oprigtigt til hendes arkitektoniske input og respekterer hendes introverte personlighed, bliver begyndelsen på deres store kærlighed.
Og da Charlotte fylder 18 år, gifter de sig og flytter ind i huset, som Kurt har bygget til hende. Et hus, hvor manglen på vinduer er en tydelig reference til hendes fars forkærlighed for samme.
I huset kan Charlotte trække sig tilbage og være i fred. Hun og Kurt lever i et, til en start, lykkeligt ægteskab, der snart også bliver til et arbejdsfællesskab. De udveksler ideer og tegner møbler og bygninger, der som en selvfølge bærer Kurts navn og gør ham berømt i hele verden.
Men over tid ændrer kærligheden sig, og i 1970'erne forlader Charlotte Kurt uden at se sig tilbage.
Kurt tilbringer resten af sit liv isoleret og menneskesky i det hus, der engang var deres fælles kærlighedsrede.
For Mia bliver huset et hjertebarn. Hun kender alt til kærlighed og sorg. Men hun får også lyst til at bruge sine design kompetencer til at levendegøre huset.
Men noget ændrer sig hurtigt, og endnu mere isoleret trækkes hun ind i sit eget og husets sorgfyldte univers.
Hvorfor forlod Charlotte sin mand? Og hvad skete der med hende? Kommer Mia videre i livet? Kan et hus være hjemsøgt eller hvad er det, huset gemmer på?
Uhyggen sniger sig ind side for side, mens man undrer sig mere og mere over de detaljer, der kommer frem. Spejlene, der er fjernet fra badeværelserne. Køleskabet, der er umuligt at lukke. Uforklarelige ulykker. Og ikke mindst historien bag den berømte Karmasofa. For bare at nævne noget.
Det hele bindes sammen af en podcast, som Mias eneste tilbageværende veninde, Anna, optager. Missionen er at fortælle om det særprægede hus og Wittman parrets kærlighedshistorie. Men lige fra begyndelsen antyder podcasten også, at der sker noget med Mia.
Den snigende uhygge og spænding gør, at bogen er hurtigt læst.
Ender det godt? Ender det ikke godt? Det rumsterer i baghovedet, mens man læser videre med tilbageholdt åndedræt.
Huset er beskrevet, så det næsten bliver en person. Der er også livagtige beskrivelser af møbler og andre bygninger. Så livagtige at jeg, vel vidende at det er fiktion, fik stor lyst til at se både hus og Karmasofa.
Bogen er gennemført lige fra det linjerede arkitekt tegnepapir, der præger bogomslaget indvendigt, og så er den kort.
Sidstnævnte er noget, som flere forfattere, efter min mening, burde gøre brug af. Det er også en kunst at fortælle en god historie uden at det behøver være en bog på størrelse med en mursten.
Udover at være en thriller er bogen også interessant på andre måder. Er den virkelige historie den, der ses udadtil? Og hvad sker der, hvis dem, vi ser op til, får ridser i lakken? Måske giver podcasten svaret.
Læs den: for historien om et uhyggeligt hus og dets beboeres kærlighed og sorg på tværs af tid og rum.