Mundvandsfremkaldende italienske retter. Udsigter, fra 25. etage, der er til at måbe over. Det er en del af fornøjelsen på Grand Italian i Malmø.
Hvis du kun kender svenske Malmø, som en shoppe by, så er det på tide at kigge op. Helt op til 25. etage på Clarion Hotel Malmö Live, hvor rooftoppen Grand Italian befinder sig. Her venter en oplevelse, du ikke vil gå glip af.
Nogle gange siger førstehåndsindtrykket alt, men ikke på Grand Italian. Man skal lige igennem en lille uanselig gang, når man træder ud fra elevatoren, inden man får det rigtige indtryk af stedet. Bare lidt længere inde i rummet bliver det en hel anden oplevelse. Her mødes man af et stort rum med masser af lys fra de store gulv til loft vinduer.
Stort er ikke altid godt, men på Grand Italian er rooftoppen indrettet, så hyggen er bevaret.
Møblerne er placeret, så der er plads til intim snak, hvis det er det man ønsker.

Det veksler mellem sofagrupper og lave eller høje stole. Borde med udsigt til pizzaovn, bar eller til den smukke udsigt udenfor. Og så er der ikke mindre end to barer, hvoraf den ene fylder hele endevæggen. Spektakulære glaslamper i loftet, skulpturer og grønne planter er med til at gøre det rart at være.



Farver overalt fuldender billedet. Lige fra de mønstrede betræk på stole og sofaer til borde og gulv. Selv servicet er farverigt og mønstret.

Alt i alt er det hele livligt, hyggeligt og larmende, præcis som italienerne.
Men der er mere. Udsigten udenfor. Fra 25. etage er der 360 graders udsyn over hele Malmø. Husene, Malmøhus Slot, veje, Øresund samt havnen.


Og så er der også lige frit udsyn til ikoniske Turning Torso og Øresundsbroen.


Det er imponerende flot og svært at løsrive sig fra udsigten. Og en toiletpause gør det ikke bedre. For selv her er der udsigt til vand og bro.
Wauv. Det er til at måbe over.
At spise sig gennem Italien, lyder det ikke lækkert? Det kan man faktisk også på Grand Italian. Menukortet byder på antipasti lige fra Piemonte til Sardinien. Fortsæt med primi, der byder på retter med forskellige pastatyper fra Lombardiet til Toscana.
Og glem ikke Le pizze. Pizzaerne, der bages i den store pizzaovn. Mums, det er så lækkert. Er du til mere, kan du slutte af med lækre desserter.
Til maden kan du bestille italienske vine og vand.
Efter måltidet egner den store bar sig perfekt til at indtage lækre italienske eller klassiske cocktails eller mocktails.
(Om det er tilfældigt, at kigget bag baren er til Øresundsbroen, vil jeg lade være usagt. Men ser det ud som om den bevæger sig, bør du ikke drikke mere).
Konceptet bag Grand Italian er at fejre det gode i livet og skabe minder mens vi tager med på en smagsrejse gennem det italienske køkken. Højtravende? Ja, men det kan man godt tillade sig, når man ligger på 25. etage.
Det praktiske: Rooftoprestauranten Grand Italian kan besøges dag og aften. Til spisning eller drinks. Selv om den er stor, vil jeg anbefale bordbestilling.
Vi har været der både dag og aften. Smukkeste udsigt er om dagen (selv på en gråvejrsdag og det siger ikke så lidt).
Det er ikke specielt dyrt, slet ikke i forhold til danske priser.
Trænger du til at slå mave efter at have besøgt Grand Italian, så kan en gåtur rundt i Malmø varmt anbefales. Her kan du blandt andet lægge vejen forbi Stora og lilla torg, se på de smukke huse, det idylliske Lejonet apotek, broen med skoene, skulpturen The Knotted Gun eller besøge en charmerende lille hattebutik.
