Galáxia Skybar – tæt på himlen

Forfatter:Tenna Sysler

februar 18, 2026


Stjernebilleder på himlen og i glasset. Storslåede udsigter og atmosfære. Galáxia Skybar i Funchal på Madeira rummer det hele.

Der kan være lysår fra et navn på en rooftop til den historie, man ønsker at fortælle. Men det er ikke tilfældet på Galáxia. Fra det øjeblik du træder ud af elevatoren på 16. etage og sætter din fod på gulvet, føles det som at være i rummet bogstavelig talt. 

Indendørs loungen leder, med sine mørkeblå farver, det stjerneprægede loft, gulv til loft vinduerne og den store buede bar midt i rummet, tankerne hen på rumskibe og galakser.

Allerbedst er det dog at træde ud på tagterrassen i det åbne rum, under åben himmel og forsøge at bevare jordforbindelsen.

Her fortsætter det blå på gulvet, på møblerne og i hav og himmel. Den store Skybar i flere plan indeholder ikke mindre end to infinity pools, en scene samt mange bløde lounge-og kurvemøbler. Alligevel gør opsætningen og de grønne planter, at intimiteten er bevaret og atmosfæren er god.

Men det der nærmest sluger al ilten i rummet er udsigten. Til den ene side det blå Atlanterhav, der ender der hvor horisonten begynder.

På modsatte side udsigten over Funchal med de hvide huse, der kravler op af bjergsiderne. 

Her får du også et godt indtryk af byens størrelse. 

Så smukt, så smukt. 

Kigger du ned, kan du se havnen, hvor de store krydstogtskibe lægger til. Og der er også kig til den ualmindelig lækre swimmingpool, der hører til Savoy hotellet.

I glasset kan du få drinks opkaldt efter stjernebilleder som Cassiopeia og Perseus og stjernetegn som skytten eller fiskene eller som rooftop baren skriver på menuen; “Out of this world cocktails”. Igen gennemført hele (mælke)vejen.

Klassiske drinks, øl, vin og mocktails er også en del af repertoiret. Ligesom lette snacks, der sagtens kan gøre det ud for en frokost. 

Stjernestunder findes på Galáxia Skybar midt mellem himmel og jord.

Har du fået lyst til selv at være en del af kredsløbet, så er her et par tips. Rooftop baren kan besøges dag og aften. Vi var der en sen eftermiddag med solskin over havet. Men mon ikke en aften med først solnedgang og siden kig til stjernehimlen også er flot. 

Der er dj´s i weekenderne. Swimmingpools er kun for hotelgæster. 

Bordbestilling skulle ikke være nødvendigt, men tjek hjemmesiden for evt. events.

Bor du ikke på hotellet, er du forpligtet til at bruge et mindre beløb på stedet. Det er ikke billigt, men beløbene når trods alt ikke astronomiske højder.

Kan du ikke få nok, så bliv og har du penge nok, kan du bestille et bord i den Michelin anbefalede indendørs restaurant.

 

Andre rooftops: