Loyalitet og tavshedspligt. Magt. Mobning. Statshemmeligheder og lækager. Alt sammen naturligvis for rigets sikkerhed.
Det starter med en whistleblower og pludselig er et ubehageligt spotlys rettet mod FE (forsvarets efterretningstjeneste). Kan det virkelig passe at danskerne, med FE´s accept, aflyttes af amerikanerne? Mens den mulige skandale eksploderer i medierne og FE ledelsen hjemsendes, starter en intern klapjagt på de skyldige.
En midlertidig chef for FE, udpeget af Statsministeriet, indsættes. Statsministeriets departementschef er helt klar i spyttet og ikke bleg for at uddele skideballer, de skyldige skal findes og lækagerne skal stoppe! Sker det, er chefen til gengæld lovet sin drømme stilling som departementschef i Justitsministeriet.
Blandt medarbejderne i FE fører det hurtigt til et giftigt arbejdsmiljø, hvor tidligere venner ikke holder sig tilbage for at bagtale andre for egen vindings skyld. En af de medarbejdere, der peges på, er Anna Hartmann til trods for hendes faglige dygtighed, anseelse og årelange ansættelse.
Virker plottet bekendt? Så har du helt ret. Bogen er inspireret af virkelige hændelser i Forsvarets efterretningstjeneste.
Snart befinder Anna sig under et voldsomt pres. Hun opsøges gang på gang af kollegaer, der anklager hende for at have lækket fortrolige oplysninger til medierne. Og det foregår under omstændigheder, hvor hun hverken kan få oplyst præcist hvad hun er anklaget for eller må tage en bisidder med. Under henvisning til at samtalerne ikke betegnes som afhøringer og i øvrigt er fortrolige.
Sideløbende hermed er Anna i gang med en stor operation, der involverer en højtplaceret russisk spion, som ønsker at hoppe af. En spion, der vil bidrage med nogle yderst værdifulde informationer, så snart han befinder sig på sikker grund i Danmark.
Mens det hele spidser til for Anna og spionen, udvikler bogen sig uhyggeligt spændende, bogstaveligt talt.
Det er skræmmende, hvad Anna udsættes for og de fysiske og psykiske symptomer, det fører til. Det virker enormt troværdigt og forfatteren må have lavet en rigtig god research.
Der er også nogle rigtig gode beskrivelser af medarbejdere og chefer både de dygtige og de udygtige, dem der ingenting skyer for egne ambitioner og det giftige arbejdsmiljø det kan medføre. Og det hele foregår på baggrund af et uhyggeligt spor, der leder hele vejen fra embedsværket ind i den absolutte top af dansk politik. Som der står i bogen “Vil en embedsmand til tops er der tre ledestjerner; Sig aldrig nej. Lov altid resultater. Gør, hvad der skal til”. Magten er rå, når der går politik i den.
Af klassificerede årsager kan jeg ikke røbe, hvad det hele ender med. Et lille hint kan være at skæve til virkeligheden, hvor vinderne var få og konsekvenserne for de involverede var enorme.
Det er en spændende, tankevækkende bog, der efterlader en med følelser af uretfærdighed og forargelse. Så troværdigt, at man bliver i tvivl om det er fiktion eller virkelighed.
Jeg måtte lige google en ting eller to efter at have læst bogen. For virkelighedens Anna Hartmann er sagens efterspil endnu ikke afsluttet.
Læs den: for en utrolig spændende historie om magt, mennesker samt om at gøre, hvad der skal til for rigets sikkerhed.
