Det Skæve Tårn i Pisa

Tenna Sysler

oktober 15, 2025


Mere end 600 år gammelt. Skævt ved en fejl. Siden skævt med vilje. Berømt og yndet fotoobjekt Udset som bombemål af den italienske mafia i 1990érne. Det er ikke småting det smukke marmor tårn i Pisa, har stået og stadig står model til.

Et skævt italiensk tårn lyder måske ikke af så meget, men tårnet i Pisa er noget helt for sig. Og det mærker man allerede ved ankomsten til Pisa, når man bevæger sig hen ad de små og store gader ind mod centrum. 

Jo tættere man kommer på Piazza dei Miracoli, pladsen hvor tårnet står, jo flere sanser kommer i spil. Lyden af mange menneskers snakken, der indikerer at der sker noget lige her omkring. Og synsindtrykket, når man drejer om hjørnet og for første gang får øje på det tronende skæve tårn. Betagende. Sørg for at stoppe op et øjeblik og nyd det.

Hvid marmor, buer og søjlegange, otte etager incl. klokketårnet og knap 56 meter højt er hvad man ser på afstand. Når man kommer nærmere dukker der flere detaljer op. Smukke mønstre, dyr og figurer udhugget i marmoren. Så fint.

En tur rundt om tårnet afslører også at det ikke er alle vinkler tårnet er lige skævt fra. Det er måske ikke så overraskende, men så alligevel. For man kan godt komme til at måbe lidt, når man opdager hvor skævt tårnet egentlig er.

Det indvendige af tårnet, som vi selvfølgelig også skulle se, er slet ikke så smukt og spændende som det ydre. I hvert fald ikke ved første øjekast. Stiller man sig midt i bygningen, hvor skævheden mærkes tydeligt, er det nærmest som at kigge op gennem en hul silo. Men den fornemmelse ændrede sig heldigvis i takt med at det gik opad.

294 trin, rundt og rundt i så smalle gange, at man ikke kan undgå at komme hinanden ved. De hvide marmortrin er fascinerende slidte og uhyggeligt glatte. Men op skulle vi. 

Og udsigten bliver bare bedre og bedre for hver etage. Pisa katedralen og de omkringliggende gejstlige bygninger på Piazzaen, menneskemylderet, Pisas gule og hvidmalede huse med de røde tage, cypresser, palmer og andet grønt og endda udsigt til Pisas gamle stadion. Malerisk og fascinerende. 

Og fra toppen af tårnet kan man også beundre bjergene i det fjerne. Det er smukt og nærmest meditativt at betragte verden øverst oppe fra det skæve tårn. Og det tog vi os god tid til, på de trappetrin, der nærmest virkede som skabt til siddepladser.

Ned igen ad glatte marmortrapper og steder, hvor det føltes mere skævt end andre. Indtil vi igen befandt os på fladt terræn, en stor oplevelse rigere.

Her følger lidt praktiske informationer til dig, der også bare opleve Det Skæve Tårn i Pisa. Billetter købes lettest online. Har du højdeskræk, er tårnet ikke noget for dig. Tasker, uanset størrelse, må ikke medbringes i tårnet. 

Jeg er ikke tilhænger af “gode sko”, men i Det Skæve Tårn er det og “gode ben” nødvendigt.

Tårnet er smukt både dag og aften. Se det når solen skinner på det hvide marmor og se det om aftenen med månelys på.

Der er indimellem rigtig mange mennesker ved tårnet. Heldigvis er Piazzaen stor nok til at rumme det. Og ja, der tages mange skøre billeder. Det hører med, og jeg var ingen undtagelse. Bliver du træt af mylderet, så kan besøg i ydertimerne anbefales.

Jeg kunne ikke få nok af det smukke tårn, og får du det på samme måde, er her mine skæve anbefalinger.

Gå en tur på Pisas bymur og se tårnet derfra. 

Book et værelse på Hotel Prato dei Miracoli med direkte udsigt til tårnet. Det er ikke billigt, men overkommeligt og hver en euro værd at vågne op med den udsigt. 

Spis morgenmad på Opera del Duomo Museet, der er gratis entre til deres lille café. Fra café'ens buegange har du frit udsyn til både museets smukke atriumgård med citrontræer og direkte til Det Skæve Tårn.

 Rund dagen af med aperitivo og endnu et kig på tårnet fra Grand Hotel Duomos rooftop, imens kan du jo fundere over hvor meget godt, der kom ud af en sætningsskade for mere end 600 år siden. Og så kan du jo samtidig glæde dig over at tårnet, ifølge det seneste ingeniørarbejde, skulle stå mindst 200 år endnu.

 

Andre seværdigheder: