Den blå ild – Rivalerne

Af Michael Holbek, 365 sider, Politikens forlag

Anmeldt af:Tenna Sysler

februar 8, 2026


Små, blå blomster. Hejrer og siden måger. En ambitiøs mand og en stærk kvinde i slutningen af 1800-tallet. Rivaler. Det er dansk verdenshistorie på det fineste porcelæn.

Det stod langt fra skrevet i deres liv, at de skulle blive til noget stort inden for dansk porcelæn. Arnold Krog, der bare ønsker sig at blive landmand og slet ikke Fanny Garde, der i kraft af sit køn, nærmest allerede er dømt ude af arbejdsmarkedet.

Heldigvis ville de det anderledes, og det er der kommet en ualmindelig interessant bog ud af. For vejen dertil er ikke let for nogen af dem. 

Arnold og hans bror vokser bogstavelig talt op i jernhårde omgivelser i Frederiksværk. Med en far, der er sikker på, at vejen til en rigtig mand går gennem en opdragelse, der bedst bankes ind. Det får stor indflydelse på de mere eller mindre frivillige valg, Arnold træffer i sit liv. 

Arkitekt uddannelsen og ægteskabet samt en livslang usikkerhed og higen efter anerkendelse. Valg han lever med i gode og dårlige tider. 

Indtil hans karriere skifter spor og han ansættes på Den Kongelige Porcelænsfabrik, hvor han kommer til at leve og ånde for porcelænet.

Fanny Garde er det ældste barn ud af en stor, kærlig præstefamilie på Fejø. Værdierne er i orden, men piger/kvinders lod er ægteskab og familie. Arbejde uden for hjemmet kan ikke komme på tale. 

Fanny har talent for at tegne og ønsker at få viden og uddanne sig. Hendes forældre overgiver sig og hun får tre frydefulde måneder på en højskole for kvinder. Men det kommer med en pris. Efter opholdet skal hun, mod sin vilje, indgå et ægteskab. 

I sidste øjeblik, efter en grum hændelse, slipper Fanny fri. 

Men et livsvalg som arbejdende, talentfuld og kunstnerisk kvinde medfører også samfundets fravalg af ægteskab og børn. 

Fannys evner er  dog ikke til at komme udenom, og et nært venskab med en anden kvinde, Effie, fører til rejser, der både byder på kunstnerisk udvikling og i sidste ende en ansættelse som kreativ kunstner hos Bing & Grøndahl.

Og så er rammen ligesom sat for de to store konkurrerende porcelænsfabrikker i Danmark: Den kongelige Porcelænsfabrik og Bing & Grøndahl med rivalerne Arnold Krog og Fanny Garde i spidsen. 

Og hvor er det bare fascinerende at læse om deres veje og omveje efter at udvikle motiver og maling på det fine porcelæn. Min beundring og fascination af smukt malede og brændte porcelænsstel er steget enormt og det har ellers ikke før sagt mig det store.

Arnold fornyer det musselmalede stel med de blå blomster og Fanny maler hejrer og udvikler mågestellet. Hver deres succes og hver med respekt for hinanden trods rivalisering. Deres arbejde bliver et gennembrud for dansk porcelæn i ind-og udland.

Og rundt om rivalerne udfolder det moderne gennembrud sig. Krige, elektricitet, byggeri, (Dángleterre f.eks.), kvindeliv og lettere tilgængelige rejser ud i Europa for bare at nævne nogle. 

Min største respekt for forfatterens research, der også gav mig ny viden og flere læsestop undervejs, fordi jeg lige skulle google.

Den blå ild - Rivalerne er spændende. Man hepper på Arnold og Fanny, når det går dem godt og endnu mere, når de har det svært. 

Beskrivelsen af deres opvækst, bliver måske en lille smule fodslæbende, men jo længere ind i romanen du kommer, jo mere vender siderne sig selv. For til sidst at give mening af den fineste malede, blå porcelæns glasur.

I slutningen af bogen gemmer sig en stor cliffhanger, der lægger op til anden del af fortællingen. Og det kan efter min mening kun gå for langsomt med at få den udgivet.

Læs den: for en historie om to rivaliserende ildsjæle og ikonisk porcelæn.

 

Andre bog anmeldelser: